En “musearm” er et populært udtryk for forskellige former for fysiske problemer eller skader opstået i forbindelse med for hyppig eller forkert brug af en computermus. (Eller hvor musen og brugen heraf i hvert fald er blandt mistænkte årsager).
Problemer med musearm vil oftest give sig udtryk i forskellige former for smerte og ubehag i albue, underarm, håndled eller fingre. En hyppigt hørt forklaring på, at mange oplever forskellige grader af musearm er, at menneskehånden ikke er skabt til den form for brug, hvor man holder armen stille i samme position med spændte muskler i lang tid ad gangen, hvorefter man udfører bittesmå præcisionbevægelser med fingrene.
I alt opstår problemet oftere, hvis man ikke sørger for at sidde korrekt ved sin computer. Har man ikke tilstrækkelig albue- og armstøtte, når man bruger sin mus, udfordrer man skæbnen, da det medfører unødig spænding i en lang række muskler op igennem armen.
For at lære mere om hvad man kan gøre for at forebygge musearm, kan du f.eks. læse denne artikel om øvelser ved musearm, skrevet af en ekspert i ergonomi. Eller du kan læse denne lidt ældre artikel om samme emne fra fagforeningen HK.