Varmegenvinding er blevet populært i disse tider, hvor der er fokus på miljø og effektiv udnyttelse af energien. Det er nemlig en form for genbrug, genbrug af den energi, som allerede er gået til at opvarme rummet i første omgang.
Mere konkret handler varmegenvinding om at indrette ventilationsanlæg sådan, at man mister så lidt energi ved varmetab som muligt. Når anlægget til rumventilation skifter luften i rummet, sørger varmegenvindingsdelen af anlægget for, at så meget varme som muligt bliver overført til den friske luft, der bliver ført ind i rummet. Der er altså ikke tale om at genbruge den samme luft, men blot den energi, som er bundet i varmen i den “gamle” luft.
Af pengemæssige- og miljøhensyn kan varmegenvinding være en god forretning for mange virksomheder af forskellige typer. Det er dog ikke noget, der skal forventes at vinde udbredelse i private hjem. Der er nemlig ikke ret mange private hjem med ventilationsanlæg i forvejen. Og hvis man først skal til at installere rumventilation også, så bliver det svært at få økonomiske fordele ud af anlægget.
For at skære det ud i pap, kommer den gode økonomi i genvindingsanlægget fra besparelser på varmeregningen, da man ikke konstant skal opvarme luft med udendørs temperatur, men i stedet i højere grad skal vedligholde temperaturen på luft i stuetemperatur.
Modsat hvad der virker logisk, så hedder det faktisk ikke varmegenindviding. Sprogligt er det lidt spøjst.
Ovenstående artikel er inspireret af denne artikel om rumventilation og varmegenvinding.